Så skete det endelig, i år skal der dyrkes raps - For første gang! Rapsen skal sås med en gammel Nordsten Lift - O - Matic såmaskine, og jeg har ladet mig fortælle, at for at få en ensartet udsåning skal der monteres frøsåfingre. Men hvad koster frøsåfingre ? Er de nemme at montere på sådan en maskine? Og er der nogle der kan forklare, hvordan de egentlig virker, og om de påvirker udsædsmængden? Jeg kan lige tilføje, at det skal være bredsåning, altså 12 cm. mellemrum mellem rækkerne.
Håber at nogle kan hjælpe mig, så skal jeg bare lige have helt styr på dyrkningsstrategien ;)
Jeg ved ikke hvad fingrene koster, men de er absolut nødvendige for at komme langt nok ned i udsædsmængde. Jeg kan henvise til et indlæg jeg havde for et år siden, hvor problemet var at få sået rigtigt ind. Der er stor afvigelse mellem det man sår ud med håndtag og når man kører i marken, så det mest præcise er at køre med vejebakken det antal meter i marken, der svarer til f.eks. 1/20 ha og så veje efter. Prøv at finde debatten, ellers skal jeg gerne være behjælpelig med flere detaljer.
Fingrene virker sådan at der går tre fingre rundt om såhjulet og de fingre sidder mellem tappene. Uden fingre kan du slet ikke komme langt nok ned i udsædsmængde.
Der står sikkert mange brugte sæt rundt omkring fordi folk har byttet maskinen væk til en anden og så stadig har fingrene til at stå, det er bare et spørgsmål om at finde dem.
Tak for jeres alle tre svar og hjælp, nu begynder jeg at få en bedre forståelse på hvordan de virker! Jeg har også set man kan købe frøsåfingre inde på grene's hjemmeside, men jeg har endnu ikke haft kontakt til dem, og hørt om de også passer til såmaskinen. Men er de nemme at montere og afmontere, eller skal der et større pillearbejde til?
Ejnar: Du skriver at det man sår ud med håndtaget, afviger meget med det man sår ud på marken, men findes denne store variation også når man montere såfingrene, inden man prøver den manuelle udsåning med håndtaget? Jeg kiggede også herinde igår, og læste debatten igennem fra sidste år, jeg synes dog bare ikke den helt besvarede alle mine spørgsmål ;)
de er rigitg nemme at monterer, det tager ikke særlig lang tid.
vi manglede nogle til vores såmaskine(en fiona, 6m) og så havde smeden kun nogle til en nordsten men de passede aligevel, så jeg tror ikke der er så meget forskel på dem.
Selv med frøsåfingre, så kan det være lidt besværligt lige at ramme den udsædsmængde, som man ønsker. Og det er jo noget p....dyrt noget, det der rapsudsæd; forstå det, hvem der kan. Prøv i stedet at så med hver anden tragt. Så vil nøjagtigheden stige ganske væsentligt. Da du kun skal have omkring 30 planter pr. kvadratmeter, så vil det overhovedet ingen betydning have, om der er lidt længere mellem rækkerne. Der er jo en del, som sår på rækker med 50 cm imellem, så de kan radrense; de høster ligeså meget som andre. Da såvalsens hastighed hæves, så undgår du også, at du måske kører op til 2 meter, før frøene kommer ned til jorden, fra du sætter såmaskinen i ved forageren.
mvh Erik
PS: Og så skal du jo ikke købe så mange såfingre oppe hos smeden. De koster altså ikke så meget.
Sidste år var faktisk det første år, det er lykkedes mig at så korrekt udsædsmængde i, men der gik jeg også meget omhyggeligt til værks. M.h.t. sort tager jeg en linjesort, som foderstoffen anbefaler. I år er det Catalina, sidste år var det Astrid. Endnu et trick, jeg udviklede sidste år: Jeg har mange år ikke kunnet se sprøjtesporene, fordi der skal så få frø til at udviske dem. Det problem løste jeg ved at sætte min kone til at køre bagefter med vores gamle Fiat 615, når der skulle markeres sprøjtespor og for en sikkerhes skyld placerede hun en mursten i hver ende. Så gik det som en leg at sprøjte Command, Agil o.s.v. efter såning.
Jeg finder lige ud af det Lars og MF 1200, jeg skal helt sikkert have fat i et sæt frøfingre, så må vi lige se hvilken by jeg først kommer forbi.
Ejnar var du tilfreds med sorten Astrid sidste år, jeg er nemlig blevet vejledt til også at bruge denne sort i år? Og hvilken sort har i forskellige bedst oplevelser med, Hybrid - Linjesort. Og hvor mange kg/hk?
Erik hvad bruger du til at lukke hver anden såskod med, for det lyder som en god ide, og virker indlysende. Og ja, smeden skal ikke have fat i mine skejser, de må ryge til et brugt sæt ;)
Tilsidst bruger i både stomp og Command, eller nøjes i med Command `?
Bag på såkassen sidder der et skod for hvert udløb. Dette skod kan køres op og ned, alt efter hvor levende det frø er, som du skal så. Der skal du bare lukke hver anden, så er den klaret. Har du i øvrigt tænkt på, at man også kan få nogle trekanter, som man limer i såkassen (indvendigt), så man i princippet kan tømmer såkassen fuldstændigt. Med lidt snilde kan man også lave sådan nogen, så man kan lukke af for hver anden såudløb. Derved kan du nå ned på kun at have et par kilo frø i maskinen til slut. Ellers er der jo hurtigt 10-15 kg frø tilbage i kassen, når du slutter.
Jeg har aldrig brugt hybridsorter, da de er dyrere. Det er specielt ved sen såning, de er gode. Jeg har ikke fået høstet rapsen endnu, men jeg tror mere det er et spørgsmål om god etablering, gødning, klina o.s.v. der er afgørende for resultatet. Jeg sprøjter Command og Stomp samtidigt.